
Social and cognitive hacking / Social og kognitiv hacking
- Dark ads
- Betyder: Skjulte annoncer
- Forklaring: Skjulte annoncer er reklamer eller opslag, som kun bliver vist til bestemte personer. Sociale medier bruger data om dig, det kan fx være hvad du liker, deler og søger på, til at finde ud af hvilke annoncer, som passer til dig. Nogle bruger det til at påvirke dig med bestemte meninger eller følelser. For dem, der modtager annoncen eller reklamen, ser det ud til at alle ser det samme.
- Eksempel: To personer ser opslag fra samme politiske kampagne:
Den ene får vist et opslag om klimaet, den anden ser et opslag om skat — begge opslag er lavet for at få dem til at stemme på samme parti, men med forskellige vinkler. Ingen af dem ved, hvad den anden ser.
- Bandwagon effects
- Betyder: Bandwagon-effekten
- Forklaring: Bandwagon-effekten skaber et falsk indtryk af popularitet ved at bruge falske profiler til at like et opslag eller personer, der bevidst starter konflikter i kommentarer til et opslag. Når et opslag får mange likes eller kommentarer tror folk at alle andre er enige – selvom de ikke er. Det får en holdning til at fremstå mere accepteret, end den egentlig er.
- Eksempel: Et politisk opslag på Instagram får pludselig tusindvis af likes på kort tid. Du tænker måske “hold da op, mange er enige!” – men halvdelen af likes’ene kommer fra falske konti, der er lavet kun for at få opslaget til at se populært ud. Det skaber et falsk indtryk af popularitet.
- Spiral of silence
- Betyder: Tavshedens spiral
- Forklaring: Når folk tror, at de er de eneste med en bestemt mening, tør de ofte ikke sige det højt. Når nogen får det til at se ud, som om alle andre mener noget andet, bliver endnu flere stille. Så virker det pludselig, som om flertallet er enige, selvom det ikke passer.
- Eksempel: Et fodboldhold har fået nye hoodies til hele holdet sponsoreret af Antons far. Anton lægger et billede op på snapchat, hvor han skriver: “De er for fede, de nye hoodies – er vild med farven”. Flere fra holdet reposter og liker, og stemningen er positiv. Men Frederik synes trøjen er for kort og han kan ikke lide farven. Han ser alle de positive tilbagemeldinger, så han tør ikke gå imod de andre og skrive sin mening. Hvad han ikke ved er, at Lucas faktisk mener det samme som ham. Til sidst tror hele fodboldholdet, at alle er glade for trøjen, selvom mange egentlig ikke er.
- Echo chambers and filter bubbles
- Betyder: Ekkokamre og filterbobler
- Forklaring: Et ekkokammer er et sted, fx en gruppe på sociale medier eller YouTube-feeds, hvor man kun hører meninger, der ligner ens egne. Alle “ekkoer” hinanden, så de samme holdninger bliver gentaget igen og igen.
En filterboble opstår, når algoritmer på sociale medier kun viser dig indhold, du allerede kan lide eller er enig i. Du ser ikke længere det, der udfordrer din måde at tænke på og får derfor et skævt billede af virkeligheden.
- Eksempel: Du liker mange opslag, der handler om ét bestemt politisk emne. Efter noget tid viser dit feed næsten kun opslag, der siger det samme og du begynder at tro at størstedelen af alle mennesker tænker sådan.

Deceptive identities / Vildledende eller falske identiteter
- Shilling
- Betyder: Skjult reklame
- Forklaring: Hvis nogen shiller, betyder det, at de gerne vil påvirke dig til at købe et produkt – dog uden at afsløre, at de faktisk bliver betalt for det. Det er altså en form for skjult reklame eller manipulation, hvor personen lader som om, at de deler deres egen ærlige mening.
- Eksempel: En influencer siger: “ Jeg elsker bare de her chips, de er de perfekte snacks til en lang skoledag!”
Når influencere bliver betalt for at reklamere for et produkt uden at sige det åbent til lytteren, så er det shilling.
- Impostors and cheats
- Betyder: Bedragere og snydere
- Forklaring: Bedragere og snydere er folk som bevidst prøver at narre andre. De udgiver sig for at være en anden for at få dig til at gøre noget, du normalt ikke ville gøre. De kan være ude efter penge, følgere eller dine oplysninger.
- Eksempel: En person laver en profil på instagram og udgiver sig for at være en kendt sanger. De skriver til folk, at de kan vinde billetter til en koncert ved at udfylde et link med deres oplysninger. Mange klikker og udfylder linket – men linket stjæler deres oplysninger, og ingen vinder nogen billetter.
- Counterfeits
- Betyder: Forfalskninger
- Forklaring:Nogle personer laver falske dokumenter og andet manipuleret materiale, der bliver brugt til at få løgne og falske informationer til at virke sande og troværdige.
- Eksempel: Et opslag på sociale medier viser et billede af et “hemmeligt dokument”, hvor der står, at en kendt person har gjort noget ulovligt. Billedet ser ægte ud, men dokumentet er lavet i Photoshop for at få folk til at tro på en falsk historie.
- Potemkin villages
- Betyder: Falske kulisser
- Forklaring: Der findes falske organisationer, firmaer eller hjemmesider, som bliver lavet for at bagmændenes løgne virker mere ægte. Når noget ser officielt ud fx med logo, flotte billeder og “ekspertudtalelser”, så tror folk lettere på det, selvom det hele er opdigtet.
- Eksempel: Du ser et opslag på Instagram fra en “forskningsorganisation”, der deler fakta om, at en bestemt energidrik er sund. Logoet ser professionelt ud, der er udtalelser fra en læge og teksten lyder klog – men organisationen findes slet ikke. Det hele er opdigtet for at få dig til at have et mere positivt billede af energidrik.
- Fake media
- Betyder: Falske medier
- Forklaring: Der findes hjemmesider, som ligner rigtige nyhedssider, men som i virkeligheden er lavet for at sprede løgne eller fordreje sandheden. De bruger ofte samme farver, skrifttyper og layout som kendte medier, så det ser ægte ud og mange opdager ikke forskellen.
- Eksempel: Du ser en artikel på nettet, der ligner en nyhed fra TV 2, men adressen er “tv2-updates.net”. Artiklen påstår, at en kendt politiker er blevet arresteret – men historien er opdigtet.

Technical exploitation / Teknisk udnyttelse
- Bots
- Betyder: Robotter eller automatiske konti
- Forklaring: Bots er computerstyrede profiler, der kan opføre sig som rigtige mennesker på sociale medier. De kan like, dele, kommentere og sende beskeder, og det sker alt sammen automatisk. Bots bliver ofte brugt til at få noget til at virke mere populært, end det er, eller til at sprede bestemte budskaber hurtigt og bredt.
- Eksempel: Et opslag på instagram får på kort tid tusindvis af likes og kommentarer. Når du kigger nærmere, har mange af profilerne ingen profilbillede og næsten ingen opslag.
- Sockpuppets
- Betyder: Stråmænd eller falske profiler
- Forklaring: Sockpuppets er falske profiler, som en person bruger til at skjule sin sande identitet. Ofte laver én person flere profiler for at få det til at se ud, som om mange støtter den samme mening fx i en debat eller kommentartråd. På den måde kan de påvirke, hvad andre tror, er flertallets holdning.
- Eksempel: En person opretter tre forskellige Instagram-profiler for at kommentere på et politisk opslag. Den ene skriver “helt enig!”, den anden “god pointe!”, og den tredje deler opslaget videre. Det ser ud, som om flere uafhængige personer støtter budskabet, men det er i virkeligheden den samme person bag alle tre konti.
- Deepfakes
- Betyder: Manipulerende billeder/videoer
- Forklaring: Deepfakes er billeder, videoer eller lydoptagelser, der er ændret på, ofte med brug af AI, så det ser ud som om nogen siger eller gør noget, de aldrig har gjort. Formålet kan være at narre folk, sprede falske historier eller latterliggøre personer.
- Eksempel: Du ser en video på TikTok med statsminister Mette Frederiksen, hvor hun siger at: “Regeringen vil hæve det faglige niveau i folkeskolen ved at indføre skoledag om lørdagen.” Videoen ser ægte ud – hendes stemme, ansigtsmimik og baggrund ligner noget fra et pressemøde.
Videoen er falsk og lavet med AI-teknologi for at manipulere folk til at tro, at Mette Frederiksen går ind for skole på lørdage.
- Phishing
- Betyder: Digitalt fiskeri efter dine personlige data / Svindel via beskeder eller emails
- Forklaring: Phishing er når nogen prøver at narre oplysninger ud af dig fx adgangskoder, kontonummer eller billeder. De udgiver sig for at være en person eller virksomhed, som du stoler på. Det sker ofte gennem beskeder eller emails som ser ægte ud med virksomhedens logo osv., men i virkeligheden bliver du sendt til en falsk side som stjæler dine oplysninger.
- Eksempel: Du får en sms, der ser ud til at være fra din bank: “Din konto er spærret – klik her for at åbne den igen.” Du klikker på linket og bliver sendt til en side, der ligner bankens. Her bliver du bedt om at indtaste dit cpr-nummer og kontonummer for at banken er sikker på at du er dig – men i virkeligheden stjæler bagmændene dine oplysninger.

Desinformation / Bevidst spredning af falsk information
- Fabrication
- Betyder: At fabrikere noget, altså finde på noget helt fra bunden
- Forklaring: Når nogen skaber en historie, et billede eller et bevis på noget, der slet ikke eksisterer i virkeligheden. Det bruges ofte til at sprede løgne og manipulere folk til at tro på noget bestemt.
- Eksempel: En video på TikTok påstår, at skolen lukker på grund af en skandale og viser et “officielt brev” med skolens logo. Videoen bliver delt af mange elever, men senere viser det sig, at brevet er falsk og hele historien opdigtet for at få opmærksomhed.
Konsekvensen for skolen er, at der bliver skabt mistillid til ledelsen og lærerne.
- Manipulation
- Betyder: Manipulation
- Forklaring: Manipulation er, når nogen prøver at styre hvad du tænker, føler og gør. Det handler ikke altid om direkte løgne, men om at fordreje sandheden, udelade vigtige detaljer eller spille på dine følelser for at få dig til at reagere på en bestemt måde.
- Eksempel: En influencer siger i en video: “Jeg bruger aldrig andre produkter end det her – det er det eneste, der virker!”
Senere viser det sig, at de bliver betalt af firmaet, men det nævnte de ikke.
- Misappropriation
- Betyder: Misbrug eller uberettiget brug
- Forklaring: Nogle gange bliver korrekt information brugt på en forkert måde. Det betyder, at korrekt information bliver taget ud af sin oprindelige sammenhæng og sat ind i en ny, så det får en helt anden betydning. Det kan få folk til at tro noget forkert og forvrænge sandheden, selvom fakta egentlig er sande.
- Eksempel: Et billede fra en demonstration i et andet land bliver delt på sociale medier med teksten: “Sådan ser det ud i Danmark i dag!”, men billedet er faktisk tre år gammelt og fra et helt andet sted.
- Satire and parody
- Betyder: Satire og parodi
- Forklaring: Nogle laver sjove eller overdrevne videoer for at få det til at ligne, at de bare laver sjov, men i virkeligheden prøver de at manipulere folk til at tro på noget forkert eller gøre grin med bestemte personer eller meninger.
- Eksempel: En TikTok-bruger laver en video af en politiker, hvor politikeren klippes sammen med falske citater, altså citater som han aldrig har sagt. Videoen går viralt, og mange tror, at politikeren faktisk sagde det. Profilen bag videoen bruger “humoren” som dække for at gøre grin med politikeren.
Malicious rhetoric / ondsindet sprogbrug
- Ad hominem
- Betyder: Personangreb
- Forklaring: Et ad hominem-angreb betyder, at nogen angriber personen i stedet for selve sagen eller argumentet. I stedet for at diskutere, hvad der bliver sagt, prøver man at få den anden til at se dum eller utroværdig ud. Det bruges tit for at aflede opmærksomheden fra det egentlige emne.
- Eksempel: En elev siger: “Jeg synes, vi burde have længere frikvarter.”
En anden svarer: “Det siger du bare, fordi du aldrig gider lave noget i timerne!”
- Whataboutism
- Betyder: Afledningstaktik
- Forklaring: Det er en afledningstaktik, hvor man undgår det aktuelle emne ved at pege på et andet, irrelevant spørgsmål. Metoden bruges til at flytte opmærksomheden og undgå at svare på kritik ved i stedet at stille modspørgsmål om noget helt andet.
- Eksempel: En politiker bliver spurgt: “Hvorfor har du brudt dine valgløfter?”
Politikeren svarer: “Hvad med oppositionen? De har lovet lavere udgifter til børnepasning, men vi har endnu ikke set en krone.”
- Gish-gallop
- Betyder: Argument-overflod eller argument bombardement
- Forklaring: Gish-gallop er, når nogen kommer med en masse argumenter eller påstande på én gang, ofte så mange, at det er umuligt at tjekke eller svare på dem alle. Mange af argumenterne kan være forkerte eller misvisende, men mængden gør, at personen virker overbevisende, selvom det ikke er sandt.
- Eksempel: I en video på TikTok der viser en debat mellem to politikere, siger den ene lynhurtigt: “Klimaet ændrer sig ikke, forskerne er uenige, det har altid været sådan, og isbjørnene klarer sig fint!”. Der er så mange påstande på én gang, at modstanderen ikke kan nå at svare.
- Strawman
- Betyder: Stråmand
- Forklaring: Et stråmandsargument er, når nogen forvrænger eller overdriver det, en anden har sagt, for at gøre det nemmere at angribe. I stedet for at svare på det rigtige argument, opfinder man en “stråmand”, en falsk version af modstanderens mening, og argumenterer mod den. Det får det til at se ud, som om man har vundet diskussionen, selvom man ikke har.
- Eksempel: En politiker siger i en debat: “Vi burde spise lidt mindre kød for klimaets skyld.” En anden politiker fra et andet parti svarer: “Så du vil tvinge alle til at blive veganere?!”. Her bliver dét som den første politiker har sagt taget ud af konteksten og overdrevet.
- Hijacking
- Betyder: Kapring eller overtagelse
- Forklaring: Hijacking betyder, at nogen overtager noget, der allerede eksisterer, som fx et hashtag, et klip eller et budskab og bruger det til deres egen dagsorden. Det sker ofte på sociale medier, hvor nogen udnytter populære emner til at sprede propaganda, reklame eller had.
- Eksempel: Et hashtag som #ClimateAction bliver brugt af miljøorganisationer til at fremme grønne løsninger. Pludselig begynder konti at bruge samme hashtag til at skrive, at klimaforandringer slet ikke findes. Dvs. at nogen kaprer et emne eller et budskab for at ændre, hvad det handler om.

Symbolic actions / Symbolske handlinger
- Leaking
- Betyder: At lække information
- Forklaring: Leaking betyder, at hemmelig eller fortrolig information bliver gjort offentlig, ofte uden tilladelse. Det kan være ægte dokumenter, beskeder eller billeder. Nogle gange sker det for at afsløre uretfærdighed (whistleblowing), men det kan også bruges som manipulation, fx ved kun at lække nogle bestemte dele af sandheden for at få nogen til at se skyldige ud.
- Eksempel: En anonym konto deler private beskeder fra en kendt person for at “afsløre” dem. Men kontoen viser kun de dele, der får personen til at se skyldig ud – resten bliver skjult.
- Hacking
- Betyder: Hacking eller uautoriseret indtrængen i it-systemer
- Forklaring: Hacking betyder, at nogen bryder ind i computere, konti eller netværk uden tilladelse for at se, ændre eller stjæle information. Nogle hackere gør det for sjov eller for at vise svagheder, men andre gør det for at snyde, sprede falske nyheder eller lave skade fx ved at poste falske beskeder fra en kendt konto.
- Eksempel: En populær influencers Instagram-konto bliver hacket, og der bliver pludselig delt et opslag, hvor influenceren angiveligt siger noget stødende. Følgerne bliver chokerede og begynder at dele opslaget, inden influenceren får kontrol igen. Senere viser det sig, at det var en hacker, der postede det fra influenserens konto.
- Public demonstrations
- Betyder: Offentlige demonstrationer
- Forklaring: Offentlige demonstrationer er handlinger, hvor folk samles for at vise støtte eller modstand mod en sag fx gennem marcher, skilte eller protester. Det er en vigtig del af ytringsfriheden, men demonstrationer kan også bruges som et værktøj til manipulation, hvis nogen bevidst skaber eller styrer dem for at påvirke medier, politik eller offentlig mening.
- Eksempel: En gruppe arrangerer en “fredelig protest” mod et nyt lovforslag. Men bag arrangementet står en organisation fra et andet land, der bruger protesten til at skabe mistillid til regeringen.
